PRÆMIERNE:
Til bornholms horfiskefestival kåres den længste fisk i tre klasser, hvor der er præmier
til alle vinderne. Der konkurreres i tre kategorier: en børnekategori (0-11 år), en
juniorkategori (12-17 år) og en kategori for voksne (over 18 år).
Alle kan være med. Og der bliver trukket vindere både fredag og lørdag.
HUSK: hvis du er mellem 18 og 65 år gammel, skal du have det
lovpligtige fisketegn for at deltage. Dette kan købes på posthuse, Destinationbornholm eller online
her.
AKTIVITETER:
Basen for konkurrencen bliver udmeldt her på hjemmesiden senest dagen før, den starter. Da vi
er så heldige at befinde os på en relativt lille ø, synes vi, det er smart at have basen der,
hvor vind og vejr passer bedst i forhold til fiskeriet.
Du behøver dog ikke at fiske fra basen. Hvis du hellere vil fiske fra et andet sted på øen, er
det helt fint. Men selve basen er omdrejningspunkt for forskellige events på dagene.
For eksempel vil Trygfonden være til stede med en livredder, som kan være med til at undervise
de mindste i sikkerhed ved vandet.
Det er også her din eller dine fisk skal måles for at komme i betragtning til præmier.
Ved basen vil der også være instruktører til stede. De vil rigtig gerne hjælpe unge som gamle
med interesse i at prøve kræfter med den bum-stærke og hurtige fisk. Måske det er sammen med
en af dem, du lander din allerførste hornfisk…
Der vil også være mulighed for at lære lidt om rygning og smage på den lækre fisk med de
grønne ben. Vi laver bålkaffe til de voksne og bålkakao til dem, som ikke kan li´ kaffe.
Lån en stang: Hvis du ikke har en fiskestang, kan du låne en af os.
Vi har et begrænset antal, så det kan være, at du skal dele med andre, men det skal nok blive
sjovt alligevel!
Det er også muligt at komme ud på vandet og fiske fra jolle. Vi sætter et antal både til
rådighed, og alt efter tilmeldinger går de på tur. Selvfølgelig er her også redningsveste,
der skal bruges, hvis du vælger at fiske fra jollen.
FACEBOOK:
Bornholms hornfiskefestival har sin egen Facebook-side, som vi holder opdateret henover
weekenden. Her kan du løbende følge med i, hvor store fisk der bliver fanget. Så har du nemt
ved at se, om du kan komme i betragtning til en af de flotte præmier, og derved undgå at tage
flere fisk med hjem, end du kan spise.